Fjollede forkrtlsr.
Der er nogen forkortelser som jeg simpelthen ikke kan se meningen i. “Pr.” er en af dem. Hvorfor skriver man ikke bare per? Når man tager punktummet med i regnestykket så giver det samme antal karakterer. Det kan ikke engang kaldes en forkortelse, det er en forandring. Så er der en anden grund? Er man bange for at forveksle det med postmand Per? Manden som bringer post ud i store stakker (det er den slags morgenfjernsyn vores unger lærer gramatik efter). Navnet er jo trods alt med stort. So why?
Og stk. Hvorfor ikke styk, stykker, styks? Er det fordi der ikke er tillid til at vi kan stave til det? Jeg kan ikke stave til det, jeg ved bare at det hedder stk. og udtales styk. Igen – samme antal karakterer.
På listen over de næsten lige så fjollede har vi “ekskl”. Indrømmet, her sparer man trods alt nogle bogstaver, men jeg sidder alligevel med følelsen af at man jo egentlig er kommet godt i gang med ordet, og så holder “usiv” ude. Og hvad med “f.eks.” Det første punktum, det er simpelthen kun til og få forkortelsen til at føle sig som noget særligt. Jaaa, men jeg har altså TO punktummer, jeg er ikke bare din gennemsnitlige forkortelse. Ja, jeg ved godt at det er to ord, men det er der et hav af forkortelser der er.
Det er sjovt nok ord der ofte anvendes i fakturaer, og måske er rationalet at hvis ordene er lidt kortere,, så opleves prisen ikke som lige så høj.
Jeg tilstår også at jeg bliver lidt irriteret når min mail automatisk retter i min tekst når jeg skriver een, og ændrer det til én. Og laver linie om til linje. Det er som om at den prøver at fortælle mig noget om min alder. Som om den vil sige; Jaja, og der løb vand ned ad vinduerne i ostebutikken og var sporvogne og isbjørne i gaderne da du var dreng. Men nu er det andre tider…
Jeg faldt over denne plakat, som jeg også synes var en anelse bizar. En kendt mægler virksomhed, der skifter sit ganske kendte, lidt pudsige, tyskklingende – og alligevel ikke – navn ud med et helt ukendt, ca. lige så langt, lidt pudsigt, tyskklingende – og alligevel ikke – navn.
Visse brancher, min egen for eksempel (uden forkortelse (det ser helt mærkeligt ud)) har en stor svaghed for forkortelser. Jeg er engang taget til et formiddagsseminar i en trebogstav-buzzword-kombination simpelthen fordi jeg ikke vidste hvad det betød og synes at det var for pinligt at spørge. Jeg tror i øvrigt at buzzword er et buzzword, men jeg er ikke sikker.
Et stort tab.
Jeg har mistet alle de billeder jeg havde taget med min mobil. Min yngste søns første stævnepokal, min ældste søn i kanoen, mit forslåede ansigt efter mit cykelstyr og, alle de pudserløjerlige hverdagsbegivenheder man lige skyder til sin blog, de små umuligheder man støder på. Og så selvfølgelig billedet med Maersk Mckinney Møller i dametøj ovre i Østre Anlæg. Nu er der aldrig nogen der vil tro på mig.
Bemærk, vandet er frosset. Meget koldt.
Nå. Jeg er begyndt på en ny samling billeder, jer er oppe på 1. Den er vedlagt denne blog og er – hvis jeg selv skal sige det – et lille stykke urban hverdagspoesi på en meget kold vinterdag i København. I parantes bemærket en vinterdag hvor jeg er ved at få hulmursisoleret mit hus, hvilket forhåbentlig får den konsekvens at jeg fremover vil kunne spise morgenmad uden at have uldent undertøj, halstørklæde og hue på. Seriøst, det har jeg i øjeblikket.
Af en eller anden grund synes WordPress – de stolte udgivere af dette meget indviklede stykke blogware – at billedet skal vende forkert. Det er faktisk i højformat. Der findes to forskellige værktøjer der kan rotere billeder. Det ene lader simpelthen som om at det ikke registrerer at jeg har trykket på roter-knappen. Den anden indrømmer i det mindste at det kan den ikke finde ud af. Det er altså en fallit. At være en roter billede-knap der ikke kan rotere et billede.
Jeg får lyst til at uploade et billede mere. Der har været masser af bøvl inde på kontorfællesskabet med nettet, i forbindelse med at vi skulle have fibernet. Jeg selv blander mig ikke. Jeg forstår ærlig talt ikke alt det her med IP-adresser og what have you. Jeg var godt tilfreds med mig selv da jeg lærte at samle et stereoanlæg som teenager, og synes at jeg havde godt styr på elektronik med alle de ledninger og sager. Og jeg kunne skille en forlængerledning ad og samle den igen. Jeg var i den grad med i den elektroniske tidsalder.
Det var dengang. I dag er jeg ham der står og kigger betuttet på en papkasse hvor der stikker en ledning ud. Og tænker: Er det derinde det ligger, internettet?
Nej nu gør jeg mig hvis dummere end jeg er. Det har jeg hørt er charmerende. Så kan jeg blive scoret af en mand der er 20 år ældre end mig selv. De falder vist for den slags. Hm. Dystre fremtidsperspektiver.
jonkabell.dk
Kalenderlyseffekten
At jeg kan sidde og skrive i ro og fred på min forsømte blog juleaftensdag må være et tegn på, at jeg ikke påtager mig tilstrækkelig med opgaver i juletiden. Hvilket er fuldstændig korrekt, i hvertfald hvis “næsten ingen” er det samme som “ikke tilstrækkelig”. Svigermor står for maden, konen køber alle gaverne og det eneste jeg skal gøre er at købe en gave fra mig til hende. Den tjans er det endnu ikke lykkes mig at lægge fra mig. Men snart kan den ældste dreng vel købe noget til sin mor fra mig. “Her er en tudse min dreng, gå ud og køb noget til mor fra mig.”
Arbejdsmæssigt har december det med at være som mit kalenderlys. Hele tiden en dag eller to bagud. Bortset fra de sidste dage, der gik alt i stå, og der blev dømt radiotavshed over hele linjen. Det var nu ganske rart. Hvis man kunne leve af det, så var det præcis det arbejdspres jeg ville trives med. Jeg har personlig altid synes at det bedste ved arbejde er at sludre med (læs: forstyrre) kolleger og andre der uforvarende kommer indenfor min taleradius.
Jeg fandt i øvrigt denne gave-ide, til folk der holder af klassikerne: Pride and Prejudice and Zombies. Og da jeg bilder mig ind at jeg endnu ikke er gammel nok til at sige ting som: er der da ingen der har respekt for klassikerne længere, vil jeg nøjes med at smågrine og tænke at der er faneme nogen blæste mennesker derude…
I øvrigt – for nu at springe lidt i det – herligt at alle vores cykelhandlere er ved at blive overtaget af indvandrere. De har godt nok et lidt andet forholds til cykellapninger. Sidst jeg punkterede midt på Nørrebrogade gik jeg ind til den nærmeste Mehmet og spurgte ham hvornår han kunne have den klar. Et kvarter. O.K…? I gamle dage, stod der gerne en temmelig sur halvgammel – etnisk dansk – (hedder det ikke sådan) stodder og kløede sig i skægget og sagde at den kunne være færdig i overmorgen ved frokost og at det i øvrigt ville koste 140 kroner. Ja for det er jo vældig videnskabeligt det her. FØRST skal dækket af, SÅ skal slangen ud, SÅ skal hullet findes, SÅ skal det lappes, SÅ skal slangen puttes ind i dækket igen og SÅ skal dækket sættes på igen. Og så er jeg slet ikke begyndt på at fortælle om hvor indviklet det er at hænge den op på det der stativ. Så jeg kan jo nok forstå at det er skam meget kompliceret, og lige nu skal jeg i øvrigt noget andet rigtig vigtigt, og det er i parantes bemærket vigtigt at du ikke får mistanke om hvor hurtigt jeg egentlig kan gøre det, for hvordan skulle jeg ellers kunne opkræve 140 fucking kroner for det. Næ, nu er det nye tider, og vi forstår pludselig hvor dybt vi er blevet taget i røven i alle de år.
Indvandrere i grønthandlere: Ja. Slagtere: Ja. Kiosker: Ja. (Fandtes der kiosker inden der var indvandrere?) Cykelhandlere: Ja. Pizzariaer: OK, da, jeg er slet ikke sikker på at vi har italienere nok i Danmark til at fylde dem. Bagere: Nej. Jeg har stadig til gode at opleve en indvandrerbager der lavede bagværk der var på et niveau der kunne måle sig med en Statoil tankstation bake-off. Hm. Træerne vokser tilsyneladende ikke ind i himlen.
Men i dag er det solskin og jeg har indhentet mit kalenderlys. Så nu er det bare ud til svigermor og sige næææh, og uuhhm, og nejjj, og den er jeg skam rigtig glad for. Hvad er det? Og drikke gin.
Godt nytår allesammen.
Lets go home…
Jeg har båret den hjemmebyggede fingerboard skaterbane i kælderen, som jeg byggede til Bertram. Den jeg malede med hjemmelavet semi-autentisk lommegrafitti. Og Pernille sidder fortvivlet og prøver at få ungerne til at deltage i en kreativ lørdagssyssel. Vi er chanceløse. Drengene vil spille Nintendo. Hvis vi giver dem lov, spiller de fra de står op til de går i seng. Tror jeg. Vi har faktisk aldrig prøvet det, altså at give dem lov. Jeg prøvede at eksperimentere med det i ferien. Se hvor langt tid de egentlig kunne bruge foran skærmen. Om de blev trætte af det på et tidspunkt. Problemet i forhold til mit eksperiment var, at der altid kom et tidspunkt hvor jeg ikke længere kunne holde ud at se deres små blege kroppe klasket rundt om Nintendoen, og tvang dem på græs. “Nu skal i fandeme spille fodbold med far”-agtigt. “Nej far, vi vil ikke, vi vil ikke. Vi vil spille.” “Nej, fanden-æde-mig, nu skal vi spille fodbold.” Så føler jeg mig som Ole Thestrup i Busters Verden, som tror han er Kevin Keegan.
Theo valgte et kranie, Bertram tog en Panther
Åndssvage unger. Nå, men jeg må bare fortsætte med at støtte dem i deres kreative udfoldelser, og håbe at det vil gøre dem til åbne og sansende mennesker. Som her, hvor jeg støtter deres kreativitet ved at hjælpe dem med at finde sig en rigtig flot tatovering i en madrilensk tattoo-shop i bøssekvarteret.
Jeg har gjort en iagttagelse. Lidt som stand-up’ere føler jeg nu et behov for at dele den med jer. “Kender I det…” Det må simpelthen være den mest fortærskede indledning i stand-up’en. Og mest anvendte. Atid efterfulgt af en eller anden selvfølgelighed om kærester og omflytning eller mødre og oprydning alt efter hvor gammel/infantil han nu er i sit tankesæt. Nå, men det var ikke det der var min iagttagelse. Min iagttagelse gik på at der i en helt utrolig stor procentdel af de halvdårlige film fra Hollywood, særligt, men ikke udelukkende, actionfilm, hvor der, på et eller andet tidspunkt, bliver sagt “Lets go home”… Det er gerne når man er lidt over halvvejs, og har været en masse ondt igennem. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Hvis det er et komplot, så er det sgu et rimelig mærkeligt et. Hvis det er et hemmeligt signal, så skulle man tro at det hemmelige budskab snart var sevet ind. Det kan være at der sidder nogen utrolig tungnemme aliens og venter på at invadere. Hvis det er noget som man har lavet markedsundersøgelser om (og dette er nok tættere på sandheden), nogen undersøgelser der har vist at amerikanerne godt kan lide at høre andre sige “Lets go home”, ja så har jeg, trods mange års kulturimpiralisme og stædig, vedholdende indoktrinering, stadig ikke fattet hvad der rør sig i deres hoveder.
Og efterårsferien kom og gik. Jeg fik holdt 3 timers ferie om tirsdagen, hvor jeg gik ind og så Biler 2 med den yngste. Og jeg må indrømme, jeg mindes faktisk ikke at de sagde “lets go home” på noget tidspunkt. Og de var ellers i både Tokyo, Italien (et eller andet sted) og London. Den kan også være smuttet for mig, jeg så den dansk synkroniseret, “la’ os tage hjem.” Men det er jo også en kvalitetsfilm. Pixar. Good stuff. Jeg skriver korte sætninger. I dag.
Og i weekenden flytter jeg mit kontor ind til Gothersgade, helt ind til Kgs. Nytorv. Så bliver jeg cykelpendler igen. På tærsklen til endnu en mørk, kold, snerig vinter. Good grief. Med dette glade budskab takker jeg af for i dag.
Et blogindlæg fra bussen
Hvem har nogensinde bildt klasselotteriet ind at en strikket abe var alle tiders markedsføringstiltag?
- og hvor mange gange vil ordspil med leje/lege fylde op i små kampagner uden en rigtig ide?
-og hvad var det for en snothas der fik Socialdemokraterne til at tro at Arbejdsløshed er udansk?
- og hvornår ser vi en køkkenreklame for folk med virkelig dårlig plads. Et køkken der ikke er opstillet i en hangar.
- og er der ikke snart nogen kunder der kan sige: – en app?’-nej, det synes jeg ikke passer til vores produkt.
- og hvem har bildt Superbrugsen ind at det er positivt at have Friske priser?
- og skal vi ikke snart have en rigtig cool, elegant, zeitgeisti imagekampagne for ALDI?
- og hvor mange flere spillehaller er der plads til på Nørrebrogade? – and who are those people?
- og hvad vil det kræve af mobilselskaberne før jeg begynder at kunne interessere mig for hvad deres produkter egentlig kan?
- og hvem er ham der ikke er Ulf Pilgård i Schousen reklamerne?
- og nej hvor skulle jeg betales godt for at gå ind og se Annie, The musical.
Lidt spredte markedsføringsflashes på en mandag eftermiddag på vej op ad Nørrebrogade i 5a mod Brønshøj.
Enter title here…
Jeg havde ellers lige en genial ide til en overskrift. Men så tog jeg en lur i stedet for. Så skrev jeg det der plejer at stå i blog-interfacet pr default. Enter title here… Lidt ligesom når man støder ind i en tryksag med billedtekster hvor der står: Her skal der stå en billedtekst. Dem elsker jeg. Eller: Ole, skriv noget her. Eller bare gode gamle: Lorem ipsum dolor.
Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg fandt lykken i Centrifugen (et kontorfællesskab), og må endnu en gang konstatere at lykken er en flygtig ting. Det kræver ikke andet end en udlejer der opsiger os, så sprænges det hele til atomer, og vi løber nu alle rundt som høns uden hoveder og prøver at finde et nyt sted at være. – eller – det er måske forkert udtrykt. Hele pointen i Centrifugen var jo netop, at det var mere end et sted at være. Det var kammeratskab, inspiration, samarbejde, hjælp til hinanden og generel hygge i hverdagen. Det er jo mange ting på en gang. Mange ting at miste. Og selv om vi kan finde nye spændende ting i nye lokaler med nye mennesker, så er det mange ting det nye sted skal kunne opfylde. Og her er jeg ikke engang kommet ind på de fysiske rammer og den optimale beliggenhed.
Så kan det på den anden side være at jeg kan få arbejdet lidt. Mindre snak, mere arbejde. Jeg keder mig allerede.
Jeg beklager at jeg er sådan et patetisk brokkehoved, men tingene er sgu ærlig talt ikke lige gået min vej i dag. Endnu et af de her evindelige skybrud har raseret København her til morgen. Og ud over at den igen har fyldt vand i min kælder, så har den også fyldt kolibakterier i havnen så Christiansborg Rundt – et svømmestævne jeg havde glædet mig vildt til at deltage i – er blevet aflyst. Og den grill-gård-fest jeg skulle have været til er blevet en klem -jer-sammen-i-min-lillebitte-lejlighedsfest. Hvad er det med det regnvejr? Er det noget vi har sagt? Eller gjort?
Jeg ved det godt. Det er et idiotisk og fortænkt billede. Jeg har intet at sige til mit forsvar.
Så sad jeg ellers og så valgets første partilederdebat. Og kunne pludselig huske hvorfor jeg aldrig følger med i de her valg. Jeg er typen der kan finde på at se en venskabskamp i fjernsynet på selve valgaftenen. Jeg kan ikke ændre på resultatet af nogle af begivenhederne og fodbolden er væsentlig mere underholdende. Jeg synes skam at resultatet er vigtigt. Jeg stemmer skam. Og jeg deltager gerne i politiske diskussioner.
Men jeg kan simpelthen ikke tåle politisk retorik.
Det her med at de ikke lige kan sige, “Nåh ja, det kan jeg godt se”, eller “Jamen det har du sgu egentlig også ret i”, eller, “Jo, jo, jeg ved det godt, men du ved hvordan vi har det i partiet. Vi er nødt til at stille os lidt på bagbenene over det der”.
Jeg håber og tror at det er den slags de siger til hinanden når kameraerne er slukkede og de ryger en smøg ved ministerbilen. (Hvis de må ryge. Må politikere ryge?)
Og så er der ellers eksperter der skal udtale sig efterfølgende. Hvem klarede sig godt og hvem er trængt op i en krog. Hvis vi ikke selv forstod hvad politikerne sagde, så får vi det mast ud til mos af en flok der selv ligner politikere. Og så bliver politikerne bagefter udspurgt om hvordan de synes “kampen” gik, og de selv klarede sig. På den måde minder det jo egentlig ret meget om fodbold. Vi mangler kun et efterfølgende interview med spindoktoren – aka træneren – om hvordan spillerne/politikerne klarede det på banen.
Nye visdomsord…–Eller…
Er der andre end mig der har bemærket hvordan der har sneget sig en tendens til ikke helt at stå ved sine holdninger eller udtalelser i vores sprogbrug? Det starter helt tilbage med ikk’, en videreførelse af ikke sandt, hvor man søger en bekræftelse på hvad det er man taler om.
I nyere tid er den brillante endelse -agtigt blevet en integreret (omend forhåbenlig forbipasserende) del af sprogbruget. Og ALT kan være agtigt. Man kan være lidt ligeglad-agtig eller have lidt ondt i foden-agtig. Lige til du skammer dig-agtig.
Den seneste jeg har haft et lille trip over er tendensen til at slutte sætninger med …–eller… Ikke fordi man lægger op til at den man taler med reelt skal komme med et alternativ til det man siger. Men snarere fordi man ikke er helt sikker på at det man siger ikke er noget værre vrøvl. Eksempler:
Regeringen kan jo ikke bare lave love som de har lyst til…–eller…
Man kan jo bare spille fodbold alene…–eller…
ELLER HVAD!!??? ELLLERR HVAAAAD!!!??? Hov, der hidsede jeg mig vist lidt op igen. Det er såmænd ikke fordi jeg i øvrigt ikke gør det selv. Alle de ting jeg brokker mig over at folk gør, er ting jeg selv kan finde på ved særlige lejligheder. Som dukker op ret tit. Det forhindrer mig dog ikke i at studse over hvad det bunder i. Jeg forestiller mig – og nu bliver jeg klog – at det er et forsøg på at tage forbehold for gyldigheden af vores udsagn. Og hvorfor skulle vi så have et behov for det? En af grundene kan være at vores ironiske tilgang og distance til alt, undtagen vores børn, er ved at overhale os indenom. Vi vil rigtig gerne høres og ses, men vi er måske ikke så vilde efter at blive hængt op på vores udtalelser senere. Det er en ny måde at lave små prøveballoner på. En mulighed for at kunne trække lidt i land.
Det har i øvrigt været dejligt for en beboer (eller skulle jeg sige beborer) i udkants København at komme rundt i sommerdanmark – i regnen – for at se hvordan man i udkants Danmark håndterer centrale ting som vejskilte.
Udkants Danmark er den nye måde at sige bonderøv på. Meget elegant. Kan bruges om alt fra Søborg og udefter. Nye skældsord og nedsættende kommentarer om befolkningsgrupper eller minoriteter modtages naturligvis altid med kyshånd… –eller…
Der er intet at fortryde
Hvis man vil have et forvirret og fuldstændig meningsløst liv, så kan et interessant eksperiment være, at tage alle de pudsige beskeder som vores elektroniske omgivelser fylder os med og overføre dem på vores virkelige liv. Det kan naturligvis ikke anvendes om alle beskeder – med mindre man virkelig tolker. Beskeden: “Programmet sluttede pludselig fordi det ikke findes” kan f.eks. være vanskelig at uddrage noget fornuftigt ud af. Man skal også vare sig for ikke at få mindreværdskomplekser når man lukker et program ned og en dialogbox proklamerer: “Programmet sluttede pludselig af ukendte årsager”. Man føler ligesom at man ikke bliver set, at ens indsats ikke er værdsat, når man bliver decimeret til at være “ukendte årsager”.
Jeg spottede denne her den anden dag. “Intet at fortryde”. Glimrende. En slags “No Regrets” for mobiler. (I øvrigt den dummeste tatovering at vågne op med på brystet i store gotiske typer. En gigantisk blåsort selvmodsigelse) Nå, men jeg havde synes at “Intet at fortryde” havde været et fint budskab – en slags tømmermands-helle – hvis ikke det var fordi man kun kunne komme videre ved at trykke “Annuller”. Skal man annullere at man intet havde at fortryde, eller skal man bare annullere alt og ikke fortryde det, eller er det ens fortrydelige tanker man skal annullere for, for alvor at kunne leve liv uden fortrydelser? Filosofi af så store dybder er vel sjældent set. Mindblowing. Uh.
Luise – der altid er god for at gøre sjove ting sjovere – sagde efterfølgende til mig: “Ja, den ved jeg godt hvordan man får frem, den der. Man skriver sådan her og…” (hun viser på sin telefon hvordan man skal skrive noget bestemt et bestemt sted. På dette tidspunkt virker det stadig sammenhængende og logisk, det hun har gang i) “– og så gør man sådan her” Og så ryster hun mobilen rigtig, rigtig hårdt! Den havde jeg ikke set komme. Og minsandten om ikke beskeden toner frem. Det var gudskelov hendes egen – i forvejen temmelig miserable – mobil det gik ud over.
Nu vi taler om små meddelelser. En pudsig lille iagttagelse jeg har gjort er at udbydere af diverse online services er begyndt at blive lovlig hyggelige og joviale. Grænsende til det personlige. Når der opstår en fejl i Firefox slutter deres fejlmelding beskrivelse med ordene: “Det er virkelig pinligt”. Jo, det er vel cool af jer at indrømme, men det kommer alligevel til at føles lidt anmassende. Som om der hvert øjeblik kan komme en dialogbox hvor jeg skal tic’e ja eller nej til om jeg på et personligt og menneskeligt niveau vil tilgive dem deres fejl og mangler.
Omvendt har det nyhedsmail-modul jeg anvender et prøve-udsendelses system, der altid følges op af en dialogbox hvori der står “Jubii, det virkede”. Øh, godt. Et mail-udsendelsessystem. Der kan sende en mail. Jubii(?). Er det egentlig ikke hvad man kunne forvente, eller er jeg nu lidt mavesur igen? Skal det hele stå i uforståeligt nørd-sprog for at gøre mig tilfreds? Nej, for fanden, jeg var bare glad for at dele mine små iagttagelser med jer. Tag det nu ikke så nært.
Som da en af mine venner ville tilmelde sig en eller anden on-line service. Han skulle så vælge et brugernavn og dette brugernavn skulle være unikt. Da han – uden held – havde valgt sit fornavn, sit efternavn og en række kombinationer af disse, blev han en lille bitte smule irritabel. Han endte derfor op med at tage sig et ikke særlig stuerent brugernavn. Kort efter modtog han en mail fra firmaet der udbød denne service. Mailen startede med ordene: Kære Forpulet Pikslikker… Tale om at være personlig.
Meget vedkommende og skiftevis underfundige og dybsindige hilsner fra din bedste ven Jon
Dovne Jon, dovne Jon, fyy
Ja, så har jeg ikke lige fået skrevet noget i et par dekader. So shoot me. Jeg har sandsynligvis ikke haft noget på hjerte. Jeg er blevet motionsfreak, sådan nogen er altid virkelig kedelige at høre på. Vil gerne tale om deres seneste tider, det nye seje løbe/svømme/cykle/fodboldgear man kan få, spændende ruter og nyansættelser blandt bademestrene. Eller er det kun mig der fortæller disse urimeligt kedelige historier? Somebody say no
Eller også skete der det for mig at jeg gik ind og besøgte et par rigtige bloggere, og fik akutte mindreværdskomplekser. Lad os ikke dvæle ved det. På arbejde har vi for nylig haft besøg af polske håndværkere. Og jeg må sige: Polske håndværkere har en eminent evne til at leve op til mine fordomme. Dels var der nummeret med at lægge en plade ovenpå et hæve-sænke bord og save ned igennem begge borde med kaninpikken. Elegant. Men deres bedste stunt var nu næsten tyverisikringen af gården. Vi havde klaget til ejeren over at det var for let at klatre op. Så de tegnede, konstruerede, designede og byggede denne fine låge. Så nu er vi trygge igen. Ingen tyve ville vove at klatre udenom den. Eller over den. Eller åbne den. Eller bare rive den ud af muren. Som sagt: trygheden er atter kommet til Nordvest. (Bemærk i øvrigt den generelle patina bygningen har. Meget autentisk, ikke sandt?
Polsk tyverisikring.
Tale om polakker, så har jeg lige en anekdote. Hos frisøren (ja, sådan starter den rent faktisk) var snakken blevet præget lidt af penisvittigheder, jeg skal ikke gå i detaljer, andet end at sige at stemningen var lidt grovkornet. Ejeren sidder og klipper en ældre dame, og pludelig kigger han over på sin unge elev, og siger til ham: “Prøv at se, Sebastian, (eller hvad han hed) ligner hun ikke hende polakken du kneppede?” Damen reagerer ikke, hende der klipper mig heller ikke. Sebastian løfter dovent hovedet, kigger godt på hende og siger “jooo, lidt.” Alle klipper videre. Jeg sidder og ved ikke om jeg skal reagere, de er ganske vidst lidt nogen tatoverede rockabilly rødder, meeen – det er måske alligevel lidt over stregen.
Det er først et lille minut senere at det slår mig at jeg jo trods alt sidder hos en frisør, mon ikke han sagde “klippede” og ikke kneppede”.
Hmmm. Lod jeg mig påvirke af at han havde sagt polakken? Havde det været anderledes hvis han havde sagt østrigeren? (Hvem knepper østrigere?) Er vi tilbage ved mine fordomme? Sikkert.
Nok for denne gang. Jeg er lidt ude af form, men lover at jeg nok fremover skal være mere omhyggelig med mine blog-øvelser. Min skrivetid: 0:36,45 Puls: 89
Det danske særkende…
Jeg studsede, på en cykeltur den anden dag, over en tendens blandt visse etniske restauranter. At navngive restauranterne efter en ret eller en geografisk punkt, en by eller en landsdel. Inderne holder af modellen med at kalde restauranten en ret: Butter Tikka, Tandoori, Teriyaki eller noget lignende. Italienerne foretrækker at navngive restauranter efter byer eller områder: Ristorante Taormina, Napolitane eller Roma. Indrømmet, nogen gange er der her dobbeltdækning i forhold til pizzanavne. Også andre nationer være med, Bombay, Kentucky Fried Chicken (den ved jeg ikke rigtig om den gælder),Restaurant Tokyo eller Shanghai. For at nævne et par eksempler.
Lad os forestille os at vi skal eksportere den stolte danske madtradition og se om det kunne være en fremgangsmåde vi kunne anvende: Cafe Flaeskesteg. Restaurant Frikadelle. Naa, bynavne måske: Restaurant Ringkøbing, Bistro Roedovre eller Cafe Horsens. Hm. Måske her findes i virkeligheden her en del af grundlaget for, at vores kultureksport på mad-siden har slået fejl. Også selvom en eller anden dansk knaldhat har lavet den samme ret 600 gange og derfor kan kalde sig verdensmester i madlavning. Virkelig fjollet i øvrigt. Findes der også verdensmesterskaber i gartnerfaget – hvem kan lave den flotteste have: en to tre nu (det gør der sikkert) – måske i rengøring og tøjvask eller andre huslige sysler? Så tak, her er jeg vist ved at bevæge mig ind på livsfarligt område: Der hvor vi skal til at forsvare at vi spiser til tolvhundrede kroner kuverten, eller giver en halvtredser for en kop take-away kaffe. At madlavning faktisk OVERHOVEDET ikke er en huslig syssel, men en kunstform, intet mindre, med kokke som en slags popstjerner, der har deres storhed og fald inden for en tidsperiode på få år. Det minefelt vil jeg hurtigst muligt bevæge mig ud af igen.
For hele dette dansk kultur tankesæt ledte mig ind på tanken om det unikke danske. Hvad har Danmark som ingen andre lande har. En lille ting som kun vi har.
Tænk jeg kunne ikke finde på noget. Vi har selvfølgelig versionereringer, som nu frikadellen. Den hadder en kötbulla eller en meatball eller alle mulige andre ting i andre lande. Man vi kan nok ikke tage patent på at hakke noget kød, tilsætte løg og diverse og stege det på panden. Den tror jeg simpelthen ikke lige patentkontoret hopper på. Kolonihavehusene? Tvivlsomt. Små huse med små haver. Det eneste der er originalt ved det koncept er at man ikke må bo i dem, men nogen gange gør alligevel. Snapsen? Nej den må vi vist dele med alle mulige andre, selvom vi føler os meget danske når vi drikker den. Skt Hans bålet? Med en heks på? Ja, måske. Det er ved gud også den mest aparte ide, in our day and age, stadig at brænde hekse på bålet. Meget middelalderligt. Og en smule vanskeligt at forklare for børnene. “Det er fordi at i gamle dage brændte man hekse på bålet, så det – øh – gør vi endnu.” Og skynder os at tilføje: “Men det er altså ikke en rigtig heks, det er kun en dukke.” Men disse højtidsfigurer skal være lidt bisarre og svære at gøre helt rede for. Julemanden – ned gennem skorstenen(?) – påskeharen, der deler æg ud(!), det er faneme den mest fantasifulde og stiller store krav til vores biologiske forklaringsmodeller, eller for den sags skyld tandfeen. (Jah jah, jeg ved det godt, tandfeen er lidt udenfor kategori, men hun er ikke desto mindre en rimelig aparte størrelse.)
Tilbage til pointen om danskheden. Alle disse voldsomt seriøse tanker kommer i kølvandet på Pinds udmeldinger om at finde ind til de danske værdier. Jeg tror at han får sin sag for. Hvem ved, måske er en del af angsten for udefrakommende kulturer, at vi simpelthen ikke har så stærk en kultur som vi går og bilder os ind, frikadeller, Danish Dynamite og julefrokost til trods, og er rædselsslagne for at vi pludselig slet ikke kan finde vores egen identitet længere. Fordi den var funderet i et bondesamfund der ikke længere eksisterer. Med en statsreligion som ingen af os rigtig tror på mere.
Nok herfra, JonKabell.dk
